Bliv klar til fremtidens måde at lære på

Vi uddanner vores børn til fremtiden, men hvad byder fremtiden på? Future Classroom Lab gør uddannelsessektoren klar til at møde en verden, som forandrer sig i et accelererende tempo.

21st century learning skills er et bud på, hvordan du gør dine elever klar til fremtiden. Ved at fokusere undervisningen på seks kompetencer klæder du eleverne på til at kunne navigere i de ukendte krav, som de vil møde på arbejdsmarkedet.

De seks kompetencer er:

  • Kollaboration
  • Problemløsning og innovation
  • IT og læring
  • Selv-evaluering
  • Videnskonstruktion
  • Kompetent kommunikation.

Fremtidens undervisningsrum
Center for undervisningsmidler på UCC har indrettet et stort rum på Campus Carlsberg til Future Classroom Lab. Her bliver fremtidens kompetencer sat i spil. Eleverne arbejder med konkrete problemstillinger og gennemgår fem arbejdsfaser i deres løsning af problemet.

For at understøtte arbejdsfaserne har vi sammen med de ansatte i Future Classroom Lab nyindrettet fire zoner:

  • Præsentationszone
  • Undersøgelseszone
  • Udviklingszone
  • Feedback-zonen

Præsentationszone
Præsentationszonen både indleder og afslutter arbejdsprocessen. Her præsenteres elevernes problemstillinger, og det er også her, at eleverne præsenterer deres færdige produkt.

Der er skabt en stor præsentationszone med scenekasser. Scenekasserne kan flyttes og moduleres, så du kan skabe intime rum ligegyldig gruppestørrelse.

Foruden den store præsentationszone ønskede UCC et præsentationsmodul, som eleverne kan bevæge sig rundt om. Det synliggør den cirkulære arbejdsproces og giver en præsentationsmulighed, hvor der er fokus på proces frem for produkt.

Undersøgelseszone
Eleverne skal opsøge viden og data for at løse deres problemstilling. Det sker i undersøgelseszonen.

Zonen er indrettet med gruppeborde, som kan kombineres på mange måder al efter gruppens størrelse. Der er også et par pladser, som indbyder til individuel fordybelse. Reolvæggen giver mulighed for at have materialer tæt på sig, og samtidig afskærmer den for lyd og visuel støj fra gangarealet.

Udviklingszone
I udviklingszonen arbejdes der med idégenerering og idéudvælgelse. Eleverne udvikler prototyper af de første ideer og forfiner og forbedrer efterfølgende.

Materialer er afgørende i udviklingszonen, så zonen er afskærmet med skabe, hvor der er fokus på opbevaringsmuligheder. Derudover er zonen indrettet med store arbejdsøer, hvor man i gruppen kan mødes om arbejdet.

Feedback-zone
Feedback er centralt i hele arbejdsprocessen. Derfor er der placeret små runde højborde rundt i lokalet, som indbyder til en kort feedbacksession. Bordene er lavet i en blå farve, som er feedbackens kendetegn.